Bramming Frimenighed

Om Johannes Døberen og tvivl

3. søndag i advent, Mat. 11,2-10

Præst Mathias Secher Rom

Det er advent. Vi venter på, at han kommer, Jesus. Imens vi venter, hører vi om Johannes Døberen, der ventede. Som vi hører, sidder han i fængsel, og mens han sidder der og venter, kommer han i tvivl. Han har brug at tjekke, om Jesus virkelig er den Messias, som Johannes selv havde fortalt. Han havde nemlig forventet noget andet af Messias, end det han så i Jesus.

Johannes

Johannes var Jesus' fætter. Han var lige så gammel som Jesus, og deres fælles historie starter utrolig smukt ved at Jesus’ mor får stor trøst og opmuntring af Johannes’ gravide mor, da hun var blevet gravid med Jesus.

Da Johannes bliver voksen, træder han i karakter som profet. En helt igennem klassisk profet ligesom profeterne i det gamle testamente. Han kaldte folket til omvendelse og udtalte Guds dom, hvis folket ikke vendte om til den levende Gud. Han understregede det bl.a. ved at gå i klassisk profettøj, kradsende kamelpels og læderbælte. Men han var ikke bare en profet. Han var mere end en profet. Han var selv blevet profeteret. Nogle af de tidligere profeter havde forudsagt, at Johannes Døberen skulle leve og pege på Jesus. Han havde en konkret rolle i Guds frelsesplan. Som den eneste profet fik han muligheden for at pege direkte på Jesus, og sige: Der er han! ”Se det Guds lam, som bærer verdens synd.” Mens han gik rundt der ude i ørkenen og prædikede og døbte, var han den engel, der banede vejen for Jesus. Som den sidste sneplov, der rydder landingsbanen inden præsidenten lander.

Johannes døbte Jesus. Det var Johannes’ rutinerede arme, der døbte Gud selv i Jordanfloden, og så, hvordan himlen pludselig åbnede sig, hvordan Gud fader sendte Gud Helligånd ned over Gud søn, og hørte en himmelrøst sige ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”. Jesus sagde om Johannes, at han var ”den største blandt kvindefødte”… og nu sidder han deri fængslet og er bange for, om det hele bare er ét stort fupnummer.

Tvivl

Det nager i Johannes, som det har gjort og gør hos så mange. Tvivlen kan tilsyneladende ramme høj som lav. Alle typer og temperamenter. Uanset uddannelse, køn osv. Nogle kristne lever nærmest med tvivlen som et grundvilkår i deres relation til Jesus. Andre oplever det aldrig, og har et let og uproblematisk forhold til at tro og leve med Jesus.

Leif Andersen, en dygtig og gudfrygtig teolog, som kalder sig selv ”ateist af natur” siger, at der grundlæggende findes 2 slags tvivl:

•Tvivl på, om det hele er et fupnummer. Om der overhovedet er mere mellem himmel og jord. Om Jesus har levet, døde og især opstod igen, om Gud findes, om kirken virkelig skulle være noget særligt osv. Johannes Døberen ville ligge i denne kategori. Han kendte Gud tæt og nært, men var Jesus bare en dårlig joke?

•Tvivl, der ikke handler om, hvorvidt Gud er der, men om Gud er der for mig. Vil Gud mig? Er jeg ham værd. Kan han elske mig. Er jeg en del af Guds plan. Kan jeg måske være på tålt ophold? At Jesus døde for alle andre skal nok passe, jeg kom bare ikke med i puljen.

Altså overordnet 2 slags tvivl, som vi hver især rammer med hver vores individuelle vinkel.

Forventningens glæde

Vi venter og fester. Forventningens glæde er tændt. Præsten står ofte heroppe, med julelys i øjnene og grød i stemmen, og fortæller varmt om, hvor dejligt det er at være elsket af Gud og at vi en dag se Gud og Jesus ansigt til ansigt… og du tænker måske "Bare det var mig…". For i virkeligheden aner du ikke, hvad du skal stille op med det hele. Din største åndelige oplevelse kan sammenlignes med et spejlæg. Du er her måske mest fordi, du kan se, at de andre i hvert fald tror, at Gud findes, og i så fald vil du gerne være på god fod med ham. Men der er som om jordforbindelsen trumfer himmellængslen.

På samme måde er forventningens glæde også nem at holde nede, hvis du grundlæggende regner med, at Gud ikke er på din side. At du får lov at passe dig selv, når Jesus kommer igen. Fordi følelserne hele tiden trumfer ordene, når Gud siger, at han elsker dig. Eller fordi dine forældres manglende kærlighed trumfer Guds reelle kærlighed. Eller hvad det nu er, der rører sig.

Tvivlen i alle dens afskygninger er skræmmende, og rammer noget meget dybt i os. Den føles farlig, som en sygdom eller en truende ulykke. Noget vi helst bare vil drukne med et stykke chokolade eller en god krimi.

Johannes og Jesus

Johannes gik til stålet. Det nagede simpelthen sådan i ham, det sled på ham og nedbrød ham, og han havde brug for svar. Han kunne ikke selv gå, men sendte nogle af sine disciple afsted på en længere rejse, for at opsøge Jesus.

Jesus tog også tvivlen seriøst. Han gav ikke bare svar, han gav det svar, som Johannes havde brug for. For det første pegede Jesus på fakta. Fortæl, hvad I ser. ”De døve hører, og de lamme går, og de blinde ser igen”. Der, hvor Jesus er, bryder han naturlovene. Men det er ikke det eneste svar, han giver Johannes’ disciple. For Johannes spurgte ikke bare om, hvorvidt Jesus kunne bryde naturlovene. Han spurgte om, hvorvidt Jesus var den Messias, som han og de andre profeter havde talt om. Men da Johannes hører den måde, som Jesus formulerer svaret på, så kan han høre, at Jesus faktisk besvarer spørgsmålet ved at henvise til undergerningerne. Han henviser nemlig til 5 forskellige profetier i Esajas’ bog, som handler om, at Messias skal få blinde til at se, lamme skal gå, døve høre osv. Med andre ord, siger Jesus: Når I ser disse ting ske, så husk tilbage i jeres historie og se, at disse hændelser er tegn, som peger frem mod den endelige udfrielse, som jeg, Messias, vil gennemføre. Men det er kun begyndelsen, og salig er den, der ikke forarges på mig. Der ikke snubler over mig, og falder, kunne man også oversætte det. Hold ud, og vent, Johannes. Fortvivl ikke. Du må ikke tage afstand fra mig, fordi jeg ikke passer til dine forventninger, for jeg ved bedre end dig.

Handle på tvivlen

Johannes havde brug for at få justeret sine forestillinger om Jesus. Han havde falske forventninger til Jesus. Han havde ikke fået vente-dimensionen med. Derfor tvivlede han. Men Jesus tog tvivlen seriøst, og afvæbnede den. Og han gik faktisk ind og forsvarede Johannes ift. den flok, som havde hørt optrinnet. Han sagde: ”Johannes er ikke bare en profet. Han er at sammenligne med englene. Men selv han kom i tvivl, og det må han gerne. Og han gjorde det rigtige: han kom til mig med tvivlen. Han greb tvivlen i struben, og gik til mig med den, fordi han ønskede at slippe fri med den. ”

Vi hører ikke mange ”Johannes Døbere” i medierne i dag. Tvivlen bliver ofte fremstillet som et mål i sig selv. Hellere sige, at man er tvivler end at man er troende. Det signalerer noget med, at man er på vej og udvikler sig, mens den troende sidder fast i et låst verdensbillede. Sådan ser Jesus og Johannes ikke på sagerne. Tvivlen er ikke et mål i sig selv. Den kræver, at vi handler på den, så vi ikke snubler. Men hvis vi vender os til Jesus med den, er den ikke så farlig, som den føles.

Jesus fjerner ikke altid tvivlen. Nogle gange peger han på, at vores forventninger til ham er skæve. Andre gange siger han ”Vent – men jeg er her! ”

Nogle veje videre

I Skandinavien har vi en rig tradition for at sætte ord på tvivlen og anfægtelsen. Leif Andersen har skrevet nogle fantastisk gode bøger, som især vejleder i forhold til tvivlen om, hvorvidt det hele er et fupnummer. Vores sangbog ”Sange og Salmer” har mange smukke og hjælpende sange om tvivl, især den anden tvivl, der spørger, om Gud kan elske mig. Derudover vil jeg også henvise til ”En at tale med”, som er de mennesker her i kirken, der stiller sig til rådighed for fortrolige samtaler. Jesus ser det nemlig ikke som svagt eller fejt at komme i tvivl. Han ser det som menneskeligt. Og han inviterer til bringe det frem for ham, så han kan få lov at hjælpe.

Vi skal synge nogle af de sange, som jeg talte om. Men først vil vi bede kirkebønnen sammen.