Bramming Frimenighed

Guds barn

22. søndag efter trinitatis, Mat. 18,1-14

Præst Mathias Secher Rom

Hvem er den største i Himmeriget? Det er præsten!

… er det rigtigt? Næh!

Jesus vil oprette et rige, hvor han skal være Messiaskonge. Kort forinden havde Jesus udvalgt Peter, Jakob og Johannes til at komme med op på bjerget, hvor de fik en lodret åbenbaring. De så Jesus i al den herlighed, som ellers var skjult i hans menneskekrop. Så det er naturligt, at disciplene nu begynder at tænke og tale om positioner og magtfordeling. Hvem skal være indenrigsminister i Himmeriget? Hvem skal stå for finanserne, og hvem må nøjes med at være embedsmand i kirkeministeriet?

Jesus tager en dyb indånding, og prøver igen på bedste pædagogisk vis at forklare tingenes tilstand. Han kalder på ét bestemt barn, og beder det om at stille sig midt iblandt dem. I Himmeriget er er verden nemlig vendt på hovedet. Hvis I ikke vender om, og bliver som børn, så kan I glemme alt om embedsmandspension, for I kommer slet ikke ind i riget. Den, derimod, som gør sig selv ydmyg og bliver som dette barn, er den største i Jesus' rige.

Det særlige ved børn?

Hvad er det, der er særligt ved det der barn? Hvad vil det sige at blive som børn?

Der er nogle dejlige ting ved jer børn, som vi voksne kan lære noget af. I kan lære os lege, I kan vise os, hvad tillid er, I er ofte gode til at glæde jer over enkle ting, som hverken koster penge eller arbejde, og så er I ofte så dejligt umiddelbare, når I fortæller os noget. Det skal vi prøve at lære af jer.

Der er også nogle ting, som vi voksne ikke skal lære fra jer. Når I ikke gøre som voksne siger, når I river hinanden i håret eller skubber, eller hvis I straks begynder at løbe rundt og finde på alle mulige lege, når vi tager børnebibelen frem. Det skal vi ikke lære af jer.

Der er noget, som I kan lære os, og der er noget, som vi skal lære jer. Sådan er det, og det er dejligt. Det er faktisk ikke det, som det handler om her i teksten. Det her er et eksempel på, at det nogle gange kan betale sig at læse teksten grundigt igennem, inden vi begynder at lave en masse pointer ud af det.

Barnet

Jesus siger, at vi skal blive som børn. Men ikke som et hvilket som helst barn. Jesus kalder på et bestemt barn, og han siger 3 ting om dette barn. Han siger, at dette barn er omvendt, barnet har ydmyget sig og er derfor den største i Himmeriget. Og så peger han på barnet, og siger "en af disse små, som tror på mig". Vi skal altså ikke blive som børn helt generelt. Nej, vi skal blive som det barn, som Jesus står med. Et barn, som tror på Jesus.

Når Jesus tager det her lille barn som eksempel, så gør han det for at vise os noget vigtigt. Det her barn havde ikke læst teologi. Det havde faktisk overhovedet ingen uddannelse. Barnet kunne ikke skaffe familien brød på bordet, vinde diskussionerne med sine kloge ord eller udrette noget særligt med sine hænder. Det var jo bare et barn, som man ikke kunne forvente sig noget af. Men tro på Jesus - det kunne barnet. Det var det faktisk god til! Vi voksne skal blive som det lille barn. Tro på Jesus, og bare nøjes med det.

Vores ansvar

Så fortsætter Jesus. Ikke med at fortælle disciplene og os, hvad vi så skal gøre udover at tro, men han fortæller os voksne, at vi har et ansvar. Et ansvar for disse små, som tror på ham - uanset om vedkommende lugter af babyhud eller af plejehjem. Vi har et ansvar for hinanden, og særligt for børnene og de svage.

Vi kan ikke frelse hinanden. Vi kan ikke engang frelse vores familie eller vores børn. Det kan kun Jesus. Han er den ledende fårehyrde, som leder og leder efter det får, som han har mistet, og som laver en kæmpe fest, hvis han finder det. Vi kan ikke frelse nogen – det kan kun Gud. Og det gør han.

Derimod har vi et ansvar for, at vi voksne ikke misbruger vores magt over børnene og de svage. Det gælder i særlig høj grad os, der har ansvar i kirkens arbejde. Præster, prædikanter, menighedsråd, børnekirke osv. Det gælder også enhver forælder.

Åndenød som forælder

Et barn, der ikke selv kan læse, har brug for, at forældrene læser højt om Guds historie. Et barn skal lære at bede. Et barn skal frem for alt lære, hvor stor og uundværlig værdi det, det har, at tilhøre Jesus. Og her er vi mange forældre, som godt kan få lidt åndenød. Vi ønsker så inderligt, at vores børn ikke skal rammes af Guds vrede på dommens dag, men at de både før og efter dommedag må have livsfællesskab med Jesus. Og tænk, hvis jeg kommer til at stå i vejen for det! Tænk, hvis jeg kommer til at stå i vejen for det! I mit hoved ved jeg godt, at jeg ikke kan frelse mine børn. Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne få en forhåndsgaranti på, at mine børn ville leve sammen med Jesus – så skulle jeg nok lade være med at bekymre mig mere. Men tænk, hvis jeg kommer til at modarbejde Guds arbejde i mine børn…

Jesus kommer disse tunge bekymringer i møde på to måder.

1.

Han understreger efter advarslen, at det er ham – og kun ham, der frelser. Han er hyrden, vi er fårene – alle sammen, både børn og voksne. Vi kan ikke tage ansvar for, om et menneske bliver Guds barn. Det er Guds ansvar. Ja, ikke bare Guds ansvar, det er hans hjertesag.

2.

Jesus giver os vejledning.

Børnene vil høre, hvad vi siger. Også mere end vi har lyst til, at de skal høre. Frem for alt, så vil de se, hvordan vi lever. Vi er med til at forme vores børns gudsbilleder med vores liv. Både som forældre, som hjem, som venner, forbilleder, menighed. Derfor starter oplæringen af vores børn med, at vi tager ansvar for os selv.

Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af! Hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud! Du er bedre tjent med at gå handikappet eller blind ind i Himmeriget end at beholde begge dele i Helvedes ild (det var Bibelens ord, ikke bare mine!). Hvis der er noget i dit liv, som står mellem dig og Gud, så riv det ud! Både for din egen og for dine børns skyld. Det kan føre til mindre forandringer eller store omvæltninger i vores liv. Det betyder, at vi ikke bare skal luge ukrudtet ud af vores liv. Vi skal også sørge for, at vi får lagt en fiberdug ned mellem os og ukrudtsrødderne, så vi så vidt muligt afskærer os selv fra fristelsen til fald. Hvis internetforbindelsen bringer dig til fald, så skal der et pornofilter på – og et andet menneske, som kun kender koden. Hvis det er pengene, der bringer dig til fald, og dine tanker primært kredser om, hvad dit næste køb skal være, så skal du have lavet nogle konkrete aftaler med din ægtefælle eller ven om, hvad du skal eje, og hvad du ikke skal eje. Budskabet er klart: Der er intet i dit og mit liv, som er vigtigere end vores relation til Gud. Hvis vi bevidst eller som en glidende overgang indretter os i strid med Guds vilje og retning for vores liv, så fører vi os selv ud over afgrunden. Vi må ikke slutte fred med det, der bringer os til fald. Og ikke bare os selv, men måske fører vi også vores børn og andre mennesker, som vi har medansvar for med os. Derfor skal vi tage ansvar for os selv.

Guds børn

Det er et privilegium at være Guds barn. Det er fantastisk befriende, at Jesus kalder det der lille barn til sig, at siger, at det er dét, vi skal stræbe efter. Det duer også på en regnvejrsdag! Så lad os sammen og hver for sig tage ansvar for, at vi ikke står i vejen for det lille barn. Det lille barn herinde i brystet, og barnet ved siden af. Hvis du synes det er svært og tungt, eller hvis du har brug for konkret hjælp til noget ukrudt, så ring og lad os mødes over en snak. Husk frem for alt: Det er Jesus, der er hyrden, som render rundt i skov og mark og prøver at finde sit mistede får. Hans hjerte banker for at finde det barn, han leder efter. Han ved, hvad der er bedst for os. Han blev selv barn, for at vi kunne blive børn. Han døde, for at vi ufortjent kunne blive små arvinger af hans rigdomme. Det er det privilegium vi lever under. Det er det privilegium, som vi får lov at tage ansvar under.