Bramming Frimenighed

Nutid og fremtid

Alle helgen søndag, Mat. 5,13-16

Præst Mathias Secher Rom

Rabbi Jesus

Jesus går rundt i Galilæa. Et landskab med mindre bjerge og bakker, der har Genesaret sø som omdrejningspunkt. Kort forinden blev Jesus døbt ved Jordanfloden sydpå, fristet af Satan i ørkenen, og nu er han så flyttet op til en lille by ved Genesarets bred, der hedder Kapernaum.

Jesus er 30 år, oplært som håndværker, men også i de jødiske skrifter, og som 30-årig forventes man at indtræde i sit offentlige virke som rabbi. Det gør Jesus. Ligesom de fleste andre rabbier i samtiden, får Jesus disciple. Han vælger dem faktisk selv. 12 styk. De fleste var fiskere eller håndværkere, der var en enkelt tolder, Levi, og Lukas var læge, og han tager endda Judas Iskariot med i flokken, selvom han ved, at han senere vil give ham en kniv i ryggen med et kys på kinden.

Jesus rejste omkring i området med et simpelt budskab: ”Omvend jer, for Guds rige er kommet nær!”. Hvor han kom helbredte han mange, og rygterne løb stærkt. Ikke bare i det galilæiske landskab, men også i resten af Israel, og uden for Israel i det nuværende Jordan og hele Syrien, står der.

Kapernaum, hvor Jesus boede, var en af de større byer. Der har formentlig været godt 1000 indbyggere. Men da Jesus så, at der kom tusindvis af mennesker, trak han sig lidt tilbage på en stor høj udenfor byen, hvor der var god akustik. Her holdt han sin berømte Bjergprædiken for disciplene og folkeskarerne. Det var en tale, som vakte meget opmærksomhed og forundring: Især af to grunde: Jesus sagde ikke det, som en rabbi plejede at sige. Og Jesus talte med en autoritet, som man ikke før havde hørt.

De sædvanlige rabbi-taler handlede om at tilegne sig rabbiens klogskab og lærdom og at efterligne rabbien. Formålet var at blive åndeligt rig, det var jo derfor man fulgte en rabbi. Jesus’ tale handlede om at blive åndeligt fattig. ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de sagtmodige, de barmhjertige, dem, der stifter fred, de som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.” Jesus’ budskab ødelagde hele fundamentet for, at man skulle følge ham som rabbi. For hvem vil følge én, der er ude på at gøre dig fattigere?

Ikke desto mindre sagde han det med så uhørt autoritet, at det ramte tilhørerne som en forhammer. Ikke fordi hans billeder var exceptionelt gode eller hans retorik var flot, nej, det her var noget helt nyt. Han havde en autoritet, som de aldrig havde oplevet før, og de blev slået af forundring.

Identitet

Da Jesus havde indledt talen med disse saligprisninger, brugte han to billeder. ”I er jordens salt… I er verdens lys.” Langsomt dæmrede det for disciplene og skarerne, for nu kunne de høre, at Jesus ikke bare ville gøre dem fattigere. Jesus gav dem en helt ny identitet. I er jordens salt, I er verdens lys. Måske var det i virkeligheden noget af det, der lå i hans særlige autoritet. Han gav dem ikke bare viden og et godt forbillede til efterfølgelse. Han gav dem en identitet. Han gav dem en meningsfuld plads i verden. Noget de ikke selv skulle skabe sig eller kæmpe for, men en grundlæggende identitet som menneske. I er verdens salt. I er verdens lys.

Vi får samme identitet. Vi er verdens salt. Vi er verdens lys.

Vi skal ikke gøre os umage for at være salt og lys. Vi er det! Vi skal sådan set bare turde være det, vi er. Vi skal træde ud i verden, og være det, vi er.

Som mennesker er vi skabt til at være noget for hinanden. Vi lever ikke selv. Det har vi ikke patent på, fordi vi er kristne. Vi skal ikke skabe en sekt her i Bramming Frimenighed, som tror, at vi er de eneste, der kan være noget for hinanden. Alligevel er der en virkelighed, som ofte er skjult, men ikke desto mindre virkelig. Jesus siger, at vi er salt og lys i en verden, der har brug for salt og lys.

En verden, der ikke kender Gud, går mod forrådnelsen. Går i blinde. Det er radikale ord, for der sker jo stadig meget godt i verden; fugleflugt over himlen, et kys på kinden, en god volleykamp. Selvom vi mennesker gør, hvad vi kan for at spolere den, er det trods alt Gud der har skabt verden. Ikke desto mindre siger Jesus, at vores verden desperat har brug for, at vi er salt og lys.

En verden uden salt, går mod fordærvelsen (I kan høre, at det er sagt før køleskabenes tid, hvor maden skulle saltes for at holde sig). Vi salter verdenen. Wauw! Så lad os gøre det. Gud har givet os en ny identitet, som giver smag af Guds rige. Da I flyttede ind på Troldhøjvej, Nørregade, Rosenparken osv., kom der pludselig salt til nabolaget. Og I bragte lys med jer. Der er lys i jeres vinduer, selvom I har slukket stikkontakten. Så træk frimodigt persiennerne op!

Da I blev ansat som lærere, dagplejemor, i Føtex osv., vidste jeres arbejdsgivere formodentlig ikke, at de fik salt og lys med i købet. Men det gjorde de. Så lys frimodigt. Ryst dig lidt, så saltet falder som skæl fra din hovedbund.

Passivt/aktivt

Kan I høre, at der igen kommer noget passivt/aktivt frem, som vi også så ved sidste gudstjeneste?

I er allerede lys - så vær da lys!

Når I nu er lys, så lad da være med at skjule det, for dine omgivelser har sådan brug for dit lys.

I er allerede salt - så vær da salt!

Nu du nu er salt, så bring dig selv i spil! Din omverden er ved at rådne op - vær det salt, du er, så du kan konservere og værne om livet.

I er allerede lys - så vær da lys! I er allerede salt - så vær da salt!

Afsnittet slutter med at sige "således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." Når vi lever som de lys og salt vi er, når vi er fattige i ånden, sagtmodige, ydmyge, barmhjertige, fredsstiftende, så vil folk se det… og prise vores fader i himlene, ikke os. Vi skal ikke regne med at høre noget. Vores far får æren, ligesom vi giver gartneren æren, hvis træets frugter er flotte. Når disse gerninger kommer til udtryk i vores liv, er det ikke fordi vi er ”ordentlige og gode mennesker”. De kommer fra Jesus, som i højeste karat var fattig i ånden, sagtmodig, barmhjertig, fredsstiftende osv. Når vores omgivelser ser disse gerninger, så er der nogle mennesker, der vil prise vores far, fordi de godt kan se, at dette ikke bare kommer fra "ordentlige mennesker" - men fra Gud selv. Andre vil vælge at forfølge os i større eller mindre grad. Ikke fordi de som sådan afskyr os, men fordi de afskyr Gud og det, han gør i os. Det må vi leve med.

Uanset hvordan reaktionen bliver, så har vi en fantastisk, meningsfuld plads her i verden. Det er derfor vi skal høre dette på allehelgen søndag. Vi har en plads, som fører os samme vej, som dem, der nu sidder hos Jesus. En plads vi ikke selv skal skabe eller kæmpe for, men en grundlæggende identitet som menneske. De var verdens salt. Vi er verdens salt. De var verdens lys. Vi er verdens lys. En plads og identitet, som Jesus giver os. Ham der skabte den verden, vi salter. Ham, der selv er livets lys.