Bramming Frimenighed

Nåde for ikke-noget

Søndag septuagesima, Mat. 20,1-16

Mathias Secher Rom, præst

Forrige weekend skulle vi til fest i København. Planen var at køre ved middagstid, men pludselig fik jeg en sms fra Storebælts sms-service om, at de nok snart ville lukke broen. Afsted med os, og på vejen kørte vi ind forbi min mormor i Fredericia, og tog hende med, da hun ellers ikke kunne nå det. Da vi siger farvel efter festen, stikker mormor 200 kr i hånden på mig, og siger, at så er der lidt til benzinen. Instinktivt siger jeg: ”Mormor! Du skal da ikke betale mig kørepenge for en hyggelig køretur.”, og så siger hun ”Det ved jeg da godt! Havde jeg skullet det, ville jeg heller ikke have haft lyst til at give dig dem. Værsgo, min dreng, og tak for en hyggelig køretur.”

Banens bander

I dag er vi inde og arbejde i troens maskinrum. De forskellige komponenter skal finde deres rette plads og rolle, så motoren kan køre i takt med sig selv. Vi har tre tekster, som vi skal have til at spille sammen. Den første er fra Jeremias: Vi skal ikke være stolte af den visdom, styrke eller rigdom, som vi har fået. Vi skal derimod være stolte af, at vi kender Gud, som øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden. Dernæst har vi Paulus: løb sådan, at I vinder sejrsprisen! Vi skal alle sammen tage ved lære af de ivrige sportselskere, vi har iblandt os. Ikke at vi andre behøver at løbe hid og did, som Paulus så smukt formulerer det, men den kropskontrol og selvdisciplin som er nødvendig for at løbe en maraton – den kropskontrol og selvdisciplin skal vi alle opøve. Især os, der prædiker, holder andagter, har børnearbejde osv. ”Practice what you preach”, ”Udøv det, du prædiker”. Det er vist en udfordring for os alle. Midt i hverdagens mange gøremål skal vi opøve kropskontrol og selvdisciplin, så bønnen, bibelen og det kristne fællesskab får plads. For at vi ikke selv skal blive forkastet.

De to tekster sætter banderne op for dagens tema. Jeremias punkterer stoltheden, og siger, at vi skylder Gud æren for alt, hvad han gør i os. Paulus punkterer dovenskaben, og siger, at hvis vi ikke løber efter sejrsprisen, får vi den ikke

Endelig har vi Jesus’ lignelse. ”Himmeriget ligner en vingårdsejer”. Vingårdsejeren respekterer ikke grænserne for ret og rimelighed. Han aftaler en standardløn med de første arbejdere, som derefter går ud i marken. De senere daglejere får bare at vide, at han vil betale dem, hvad de har ret til. For at illustrere sin pointe, starter vingårdsejeren med at udbetale til folkene fra den 11. time. Da det går op for de hårdtarbejdende, at de får samme løn som dem, der har skummet fløden, bliver de sure. Det kan ikke være rimeligt. De har da ret til mere. De har præsteret en hel dags arbejde under Mellemøstens ubarmhjertige sol, og de fortjener derfor mere end de sidst ankomne. Det skal jo lønne sig at arbejde!

Løn

Vi kan finde mange citater i Bibelen, som omtaler Guds riges velsignelser som belønning. Hør bare forskellige steder i Matthæusevangeliet:

”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.” (Mat. 5,11)

Og:

” Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.” (Mat. 18,4)

Eller hvad med den her om faste: Når vi faster, skal vi gøre det

”i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” (Mat. 6,18)

... osv.

Vi kan altså læse mange steder i Bibelen, der taler om løn i Guds rige.

Løn efter forfølgelse, genoprettelse efter ydmygelse, løn for faste osv.

Gud er den vingårdsejer, som lønner sine medarbejdere. Vi ligger her tæt på den virkelighed, vi kender fra dagligdagen. Når vi arbejder, forventer vi en løn, som svarer til det arbejde, vi udfører. Og omvendt, vi forventes også at levere en indsats, som svarer til den løn, vi får. En lærling forventes ikke at kunne det samme som sin mester, og han får derfor også mindre ind på kontoen. Det er selvfølgelig ikke rart, hvis jeg skal have mindre end min nabo, men grundlæggende kan vi godt lide tanken om ”noget for noget”.

Noget for noget?

Gud lønner os. Men han er en mærkelig arbejdsgiver. For der er ikke ”noget for noget”. Vi får ikke efter fortjeneste. Røveren på korset ved siden af Jesus kom mildest talt i 11. time. Han formede sine sidste ord som en bøn til Jesus. ”Husk mig, når du kommer i dit rige” (Luk. 23,42). Han får den samme løn som den Wycliffe missionær, der vier hele sit liv til at oversætte Bibelen for isolerede folkeslag og til sidst dør martyrdøden. 11. og 1. time, samme løn. Røveren hang på korset, fordi han havde fortjent at blive korsfæstet. Han fik Gudsrigets løn ufortjent. Livstids-missionæren får samme løn. Vi synes måske nok, at han har fortjent det, men det har han ikke. Hans løn hænger ikke som sådan sammen med hans indsats. I Guds økonomi hedder det ikke ”noget for noget”. Det hedder ”noget for ikke-noget”. Nåde for ikke-noget.

Jamen, de har da alle sammen lavet noget. Både manden fra 1. og 11. time arbejdede trods alt. Selv røveren på korset henvendte sig i det mindste til Jesus. Vi kunne også vende den om, og sige: Begge daglejere fik muligheden for et arbejdsfællesskab med vingårdsmanden Jesus, og de takkede begge ja.

Nu nærmer vi os pointen. De arbejdede, og de fik løn. Men de fik ikke løn, fordi de arbejdede. Forholdene som daglejer var ekstremt sårbare, og det er derfor Jesus bruger dem i lignelsen. Alene dét at blive hyret, var en gave. Alternativet var at vende tilbage til familien uden penge til dagen og vejen. Der var ingen der tvang dem til at arbejde. De kunne have takket nej, og dermed også gået glip af lønnen. Men de takkede ja, og fik lønnen. Arbejdet var en del af lønnen.

Tjeneste og løn

Nu hopper vi lidt ud af lignelsens sprog. Gud tvinger os ikke til at være hans børn. Det står os frit for at sige nej tak, og så er der ikke mere at tale om. Men siger vi ja, får vi hele pakken. Hos Jesus er vi ikke på tålt ophold. Vi bliver heller ikke parkeret i sofaen med skærm, mens de voksne snakker. Nej, Jesus ser os, genopretter os, oplærer og udruster os og tager os med i sin tjeneste og husholdning, lige præcis i det omfang, som han ser er gavnligt for os og andre. Tjenesten er faktisk en del af gaven, en del af Guds nåde. Gud nøjes ikke bare med at tilgive os. Han bygger os op, udruster os med sine nådegaver og giver os hver især vores lille, betroede plads i hans husholdning.

… og så får vi oven i købet løn bagefter! Ren, uforfalsket nåde – hele vejen igennem.

Derfor kunne Paulus punktere dovenskaben og sige: gør som sportsmændene. Øv jer i kropskontrol og selvdisciplin, og giv jer hen i gudstjenesten – Guds tjeneste – som I har fået betroet. ”Herre, jeg vil gerne tjene”. Mens Jeremias med lige så stor ret kunne punktere stoltheden og sige: Vi skylder Gud æren for alt, hvad vi gør. Vi er Guds børn, ikke hans tjenere.

For Gud lønner os på samme måde, som min mormor gjorde forrige weekend (uden dog at drage yderligere sammenligning mellem Gud og mormor). Undervejs på turen til København sad hun og delte slik ud og hyggede om børnene, så jeg kunne koncentrere mig om bilen og vejen. Og efter at hun havde sikret os alle en hyggelig køretur, fik jeg kørepenge. Ikke fordi jeg havde fortjent dem, bare fordi hun gerne ville give dem. Værsgo, min dreng.

Løn uden fortjeneste. Nåde for ikke-noget.