Bramming Frimenighed

Blive i Kristus

18. s.e. trinitatis, Joh 15,1-11

Præst Mathias Secher Rom

Vintræet

Jesus bruger et dejligt letforståeligt billede til at beskrive vores forhold til ham. Vi er grene på hans vintræ. Jesus passer og plejer sit vintræ, renser grenene og nusser om dem, så de kommer til at bære endnu mere frugt. Han tjekker også, om der er nogle grene, der er døde, og som derfor bare skal fjernes. Et dejligt pædagogisk billede til at fortælle os, at hvis vi bliver i ham, ligesom grene bliver på en vinstok (eller for den sags skyld en tomatplante), så har vi forbindelse til den næring, som giver os liv, skaber frugter osv.

Det er også et billede, som sætter tingene på spidsen. Enten er vi grene på Jesustræet, og så er alt godt, eller også er vi ikke grene på Jesustræet, og så er alt skidt. Har I tænkt over, at Jesus sjældent er særligt hverdagsagtig. Vi kommer sjældent sådan i efterårsagtig feriehyggestemning, når vi lytter til Jesus. Jesus’ ord kommer nemt til at stå i kontrast til vores daglige trummerum, uanset om den lige nu hedder lange arbejdsdage eller ferie og kastanjedyr. Fordi han hele tiden vil sætte tingene på spidsen. Og det er ikke fordi Gud er kastanjedyrenes fjende eller fordi der er noget galt med dagligdag. Tvært imod. Det er fordi Jesus vil sige, at det er vigtigt, at han er grundingrediensen i vores liv. At vores arbejdsliv får saft og kraft i det faktum, at jeg er elsket præstationsfrit af Gud. Hvis jeg går på arbejde med bevidstheden om, at min succes ligger i, at Gud gav sit liv for mig, så får jeg reel kraft og frimodighed til at gøre et godt stykke arbejde. Og lige sådan med ferien. At vores ferie og oplevelser bliver båret frem af Kristusglæde, fordi vi ikke alene er fri for vækkeuret, men fordi vi også er fri for Satans konstante anklager og påmindelser om alle de gange, vi kom til kort. Jesus sætter tingene på spidsen, fordi han ønsker at fylde vores trummerum med ægte, dyb glæde og fred - og handlekraft, der ikke bæres af frygten for at dumpe. Eller sagt med billedet: Jesus vil, at vi skal være grene, som trives, blomstrer og bærer frugt.

Frugterne

Frugterne er umiddelbart det mest synlige i billedet. Hvad gør en gren, når den finder en lækker frugt? Så tænker den: ”Nej, hvor lækkert! Nu er de bare saftige og gode – jeg skynder mig at finde nogen, som vil nyde den.” Og så vifter den lidt med bladene, så der er nogen, der kommer plukker dem. For sådan en dejlig frugt fra en sund gren; den skal bare nydes, spises og måske endda deles. Kristusfrugter er nemlig til for at nydes, indtages, give glæde og deles ud rundhåndet. Til fælles glæde, og så Gud, den store gartner, derigennem bliver æret. ”Derved herliggøres min fader, at I bærer meget frugt og bliver mine disciple”

Hvad gør grenen så, hvis frugterne virker slatne? Hvis vindruerne er blevet rynkede og rosinagtige? Hvad gør vi, når vores Kristusfrugter har det skidt? Hvad gør vi, hvis vi opdager, at kærlighedsgerningerne peger mest ind mod os selv? Eller når vi selv tager æren for det, Gud eller andre skulle have æren for? Når vi igen falder i den vanesynd, som vi allerede har fået tilgivet 777 gange?

Grenene

Vores instinktive reaktion vil være at kigge godt og grundigt på frugterne og tænke "Det er da godt nok en syg frugt, den der!" Så begynde at vaske den, pudse den, skubbe den lidt op, måske et lille skud Botox hist og her, og så vil han holde godt øje med, om frugten nu retter sig og bliver flot, eller om han skal gnubbe endnu hårdere næste gang. Vores automatreaktion vil være at forsøge at forbedre selve frugten. Forsøge at suge vores næring fra selve frugten. Vi satser på, at hvis bare frugten kan blive pæn igen, vil den fylde os med glæde og næring. Og det er dømt til at mislykkes.

Der er også en anden mulighed. Hvis vi tjekker frugterne, og så tænker "Der er da noget galt her!", så kan vi vende opmærksomheden væk fra frugten og over på træet. Først vil han tjekke, om grenen selv er knækket et sted, for så skal den jo bare ud. Men hvis den stadig har god forbindelse, så skal vi koncentrere sig om selve træet. Tjekke for sygdomme, suge til os af vand og gødning og i det hele taget pleje forbindelsen til træet - for at frugterne kan få det godt igen.

Os

Jeg gentager det lige, for det her er vigtigt!

Vi kommer automatisk til at koncentrere al opmærksomheden på de slatne Kristusfrugter. Vi oplever alle sammen skuffelserne ved at kigge på vores ynkelige frugter. Jeg elsker ikke min næste som mig selv. Jeg tager ofte æren for det, Gud har givet mig. Og der er jo en grund til, at vanesynd hedder vanesynd - det er fordi den bliver ved med at poppe op. Vores instinktive reaktion vil være Botoxmetoden. Det må jeg kunne gøre bedre næste gang, stik dig selv en lussing og tag dig sammen. Måske pynte lidt på skaderne, så det ser knap så slemt ud. Gnubbe lidt hårdere på frugten, næste gang den bliver grim.

I stedet for at fokusere på frugterne, skal vi i stedet tænke: ”hm… endnu en grim frugt. Jeg kigger lige på træet en gang. Har jeg livsforbindelse til træet? Godt, så vil jeg koncentrere mig om at få godt med næring indendørs, for det trænger jeg vist til.” Det er det, Jesus siger, når han siger: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” … ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt”. Vi skal koncentrere os om at blive i Kristus Jesus, og lade ham om at skabe frugterne.

Blive i Kristus

Så forlader Jesus billedet, og fortæller os mere konkret, hvad og hvordan vi bliver i Kristus. For det er trods alt stadig et lidt flyvsk udtryk at ”blive i Kristus”. ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed”. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed. At blive i Kristus er altså at blive i hans kærlighed. Og det gør vi, ved at holde hans bud. Ved at stå pletfrie foran ham, der ikke tåler synd.

Ved første øjekast virker det enkelt og klart. Jesus elskede og frelste os ufortjent, nu er det så op til os at blive i hans kærlighed – ved at overholde Guds bud. Læst sammen med forskellige tekster af Paulus er der mange, der mener, at dette er den rigtige forståelse. Også blandt teologer, som ellers kalder sig for bibeltro teologer. Vi bliver Guds børn af ren, ufortjent nåde, men hvis vi skal blive ved med at være hans børn, skal vi gøre os fortjent til det. Ellers bliver vi smidt ud igen. Det kaldes ”det nye Paulusperspektiv”. Hvis det er rigtigt, så så det skidt ud. Både fordi vi ville stå i en endeløs kamp for at please Gud, men også fordi Bibelen ville modsige sig selv. I brevteksten af samme forfatter, Johannes, skriver han nemlig klokkeklart, hvad det er, han mener. (læs hele teksten igen, 1 Joh 4,12-16a)

Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. 1 Joh 4,12-16a

Vi skal se 3 pointer her:

1.Vi bliver i ham, fordi han har givet os Helligånden. Gud har selv slået sig ned i vores indre. Han bliver i os – derfor bliver vi i ham. Punktum.

2.Hvordan giver det sig udtryk? Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud og han bliver i Gud. Gud har givet os sin hellige Ånd. Derfor bekender vi, at Jesus er Guds søn og vores herre.

3.Den konkrete frugt af, at vi har fået Helligånden og derfor bekender hans navn, bliver, at vi elsker hinanden. Ikke sådan romantisk pladderagtigt, men at vi ser hinanden, har plads til hinanden i vores liv og hjælper hinanden. Sådan at Guds kærlighed bliver fuldendt i os.

Passivt/aktivt

Kan I høre, at der er noget mærkeligt passivt/aktivt over det? ”Bliv i min kærlighed … så I holder mine bud”, stod der. Vi skal blive i Guds kærlighed. At blive betyder ikke at flytte sig. At være passiv. Bare lade os elske. Og vi skal elske hinanden. Det er aktivt. Det peger mod konkrete handlinger og prioriteringer. Så vi kan altså ikke bare læne os tilbage og være passive og ugidelige i Guds kærlighed. Vi kan heller ikke arbejde os frem, virkelig give os hen til hinanden, og på den måde fortjene at blive Guds kærlighed.

At blive i Guds kærlighed er passivt/aktivt. Vi skal blive der, hvor Guds kærlighed får lov at virke i og igennem os. Høre hans ord, bede til ham, tale sammen om Gud, give ham plads. Jo tættere vores relation til Jesus bliver, desto mere vil vi elske hinanden. Og jo mere jeg tilbeder Gud i ord og praksis, desto mere vil han blive herliggjort.

Eller: sagt med et lidt mindre tungt og letforståeligt billede. Jesus er vintræet. Vi er grene på Jesus’ vintræ. Vi skal bare koncentrere os om den livsnødvendige forbindelse til ham. Så hans saft og kraft, hans kærlighed og tilgivelse, får lov til at gennemtrænge os. Blive i hans kærlighed. Så vil vi bære frugt. Ikke perfekte, guddommelige frugter og handlinger, men alligevel et liv, der ærer Gud ved at bære hans frugter.

Det går igen i de salmer vi skal synge bagefter, så lad os bære det frem for Gud i bøn og tilbedelse. Først vil vi bede kirkebønnen sammen.