Grib Guds finger

Fortælling om Jesus

Forvandlede hjerter

Forandrede liv

Grib Guds finger

Konfimationsgudstjeneste, 1. Tim 6,12

Præst, Mathias Secher Rom

 

Grib Guds finger

Som en del af forberedelserne til konfirmationen, har I konfirmander skullet vælge et vers fra Bibelen, som betyder noget for jer. Jeres konfirmationsvers. Jeg har også valgt et vers, som skal være omdrejningspunktet for det, jeg vil sige nu. Så nu vil jeg bede alle rejse sig i respekt for Guds ord, som vi plejer, og så læser vi fra Paulus’ første brev til den unge mand, Timotheus.

 

”Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør.” 1. Tim 6,12

 

Grib dagen

Strid den gode strid. Grib det evige liv. Dagen i dag er en festdag. I konfirmander og jeres gæster skal bruge resten af dagen på at fejre den gode bekendelse, som I om lidt aflægger i mange vidners påhør. Det skal da fejres for fuld hornmusik (eller i hvert fald musik og måske en festsang eller to). Derudover bruger vi jo også konfirmationsfesten til at markere, at I ikke bare er jeres forældres børn, men selvstændige mennesker, som stille og roligt bevæger ind i en voksenverden med alt, hvad det indebærer. Det er da også værd at fejre. Så vi har al mulig grund til at sige ”Grib dagen!”. Carpe Diem, som de siger i filmen ”Døde poeters klub”. Grib dagen!

 

Grib det evige liv

Hvorfor skal vi så fokusere på at gribe det evige liv? Når der nu er så meget at gribe fat om i dag, hvorfor så famle ud i luften efter en evighed, som vi hverken kan se eller mærke? Det skal vi, fordi de to ting hænger tæt sammen. Der er ikke nogen modsætning imellem at gribe dagen og at gribe det evige liv. Tværtimod. Nogle dage føles det lettere at forholde sig til dagen i dag. Andre dage er det lettest at forholde sig til den evighed, vi ikke kan se. Det er egentlig ikke så vigtigt, for de to ting hænger sammen.

 

Grebet af Gud

Det er konfirmationsdagen egentlig et godt billede på. I dag siger I konfirmander den gode bekendelse. I vil fortsat gerne tilhøre Jesus og leve med ham. Det glæder vi os til at høre. I virkeligheden er det jo ikke den store nyhed. I virkeligheden er dagen i dag ikke så frygtelig afgørende. Det ja, I siger foran menigheden og gæsterne er egentlig bare en bekræftelse af, at I forsat gerne vil være grebet af Gud. Da I blev døbt, bekendte I troen første gang. Eller rettere, jeres forældre gjorde. Det var en skelsættende dag. Før dåben var vi i frit fald, men den dag blev vi grebet af Gud.

 

Alligevel gør det godt, selv at bekende troen. Det har vi brug for at gøre dagligt på den ene eller den anden måde. Flere hundrede mennesker skal snart høre, at I tilhører Jesus. I griber det evige liv. Vi griber fat I ham, der allerede holder os.

 

Når babyen griber

Har I prøvet at holde en baby. Sådan en blød, lækker, babyhudsbaby med en sart duft af mælk og honning. Har I prøvet at holde sådan én? Hvis nu den ikke begynder at skrige eller gylpe eller sove, men bare ligger og er blød, hvad gør babyen så med sine hænder? Den griber ud efter dig. Den prøver at få fat i din finger, og tager fat med et jerngreb, så man knap nok kan slippe fri igen. Så begynder babyen at undersøge din hånd, måske propper den hånden ind i munden, eller det kan være, at den griber fat i dit øre.

 

Holder den fast, fordi den er bange for at falde ned? Eller er babyen bange for, at du pludselig forsvinder? Nej, den leger. Den undersøger, hvem du er. Den mærker dig.

 

Grib Guds finger

Grib Guds finger. Kære Signe, Sietse og Johan. Og kære alle jer andre: Grib Guds finger! Gud holder dig. Gud har helt styr på dig. Vi kan godt komme til at tro, at vi skal holde fast i Gud, så vi ikke falder ned, eller så han ikke falder ned eller forsvinder. Men sådan vender verden ikke. Gud giver dig det, som du har brug for. Det var det, der stod i katekismus om, at Gud opretholder os og frelser dem, der tror på ham. Gud holder dig. Grib fat i hans finger!

 

Undersøg ham! Lær ham at kende, lev sammen med ham, knyt dig til ham - grib hans finger. Grib det evige liv! Tænk på det, næste gang du ser en baby holde fast i sin mors fingre. Grib Guds finger.

 

Grib

Grib din bibel. Grib måske også katekismussen. Grib din anden hånd, og tal med Gud. Grib hinanden. Grib kirkens fællesskab og gudstjenester. Grib det evige liv. Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til (i dåben), og (som du om lidt) har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør. Grib det evige liv. Så griber du både festdagen i dag, dagen i morgen osv. Gud har allerede grebet dig - grib hans finger!

 

Hvornår

Hvis der ikke står andet i kalenderen,

holder vi gudstjeneste kl 10.00

 

 

 

 

Hvor

Skolegade 23

6740 Bramming