Bramming Frimenighed

Men Jesus gik sin vej

Midfaste søndag, Joh. 6,1-15

Mathias Secher Rom, præst

Jesus er målet – ikke midlet

Når man taber en krig, skyldes det grundlæggende 2 ting: mangel på krigere og mangel på ressourcer.

Nu var det snart påske, hvor de fejrede udfrielsen fra Ægyptens slaveri, så frihedsdrømmene kunne lige få lidt ekstra vind i sejlene. De havde nemlig holdt lidt øje med ham Jesus fra Nazareth. Jesus vagte opsigt, for han kunne helbrede. Ikke bare som de andre kvaksalvere, men helbrede rigtigt. Det lykkedes for ham hver eneste gang! Rygtet spredte sig ret hurtigt, og en dag var store dele af Galilæa fuldstændig støvsuget for mennesker, fordi Jesus talte nede ved søen. 5000 mand + kvinder og børn. Formodentlig omkring 20.000 mennesker har de været der ved bjerget nær søen. Da han så pludselig skaffer mad til 20.000 mennesker ud af det blå, kan de slet ikke få armene ned. Deres inderste drøm går i opfyldelse. Ikke fordi de gik og drømte om bygbrød, men fordi den perfekte konge endelig var kommet.

Den perfekte konge

Kan I se det for jer? Israel var besat, og alle deres oprør var endt med, at de manglede krigere eller ressourcer. Nu var det historie. De kunne i princippet overtage verdensherredømmet. Tænk jer, at kunne gå i krig uden at skulle bekymre sig? Er der nogle sårede? Pyt med det, Jesus helbreder dem bare, og så er de gode som nye. Og hver aften kunne han sige "Bord, dæk dig!" ligesom i eventyret, og så var der mad til alle. En konge, som kan holde befolkningen fri, rask og mæt - det er da til at forstå. Jesus var opfyldelsen af deres inderste drømme - friske kroppe, mætte maver og frihed fra besættelsen.

Det ironiske er, at folket havde ret. Jesus kunne vinde alle deres krige for dem. De behøvede aldrig mere arbejde for at få brød på bordet. Og hvis man satte det lidt i system, kunne folk blive raske igen, nærmest før de var blevet syge. Folket havde ret! Men Jesus gik sin vej.

Profetens tegn

Johannes skriver, at dette brødunder var et tegn. Det vigtige var ikke, at han fyldte sultne maver med fisk og brød. Der var mange landsbyer i området, så folk kunne have købt noget mad i nærheden. Maden var ikke vigtig som sådan, men det var et tegn. Et tegn på, hvem Jesus er. Det var et tegn på, at Guds rige var brudt frem så konkret, at man kunne fråse i det.

Folkeskaren forstod også underet som et tegn. De var ikke interesserede i, om fisken var stegt eller kogt, men de så det som et tegn på, at Jesus var den konge, de havde ventet på. Den konge, som kunne befri dem fra deres dybeste frygt, og som kunne give dem alt, hvad de drømte om.

Det ironiske er, at de havde fuldstændig ret. Brødunderet var netop et tegn på, at Gud kunne gøre alting godt. Men Jesus gik sin vej. De misforstod tegnet. De så det som et tegn på, at nu kunne de få det, som de ville have det. Men Jesus ville ikke bare give dem det, de ville have. Han ville give dem det, de allermest havde brug for, og det var ikke det samme.

Profeten

De havde endda bibelsk belæg for det. ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden.”. Jesus var ikke bare en profet, men profeten. En konge-profet. Her henviser de til Moses’ tale, dengang Israel stod på grænsen til det forjættede land. I 5. Mosebog 18 lover Moses på Guds vegne, at

"Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde."

Det var en sætning, som havde fået sit eget liv på Jesu tid. De ventede på profeten. Ikke bare en profet, men profeten spejdede de efter. Ironisk nok ramte de rigtigt! Jesus var profeten¸som Moses havde omtalt! Jesus var den konge, som de gik og ventede på. Kirkens første martyr, Stefanus, henviser til det samme vers fra 5. Mos, da han holder sin forsvarstale inden henrettelsen. Det var en del af Stefanus’ trosbekendelse, at Jesus er profeten, som Gud ville sende.

Det ironiske er, at folket havde ret. Jesus er kongeprofeten, den profet folket drømte om. De havde ret, men Jesus gik sin vej

Manna

Det var ikke mærkeligt, at folket kom i tanke om Moses i denne situation, for Israel havde før oplevet sådan et brødunder. Da de blev udfriet fra Ægypten oplevede de et 40 år langt brødunder, hvor mannaen regnede ned fra himlen hver aften, som vi hørte om i teksten fra gammel testamente. Hvis nogle af jer er interesserede i at grave lidt dybere, så læs hele dette kapitel i Joh. 6 og sammenlign det med 4. Mosebog 11, beretningen om mannaen i ørkenen. Johannes har nemlig bygget hele sit kapitel på samme skabelon som 4. Mosebog 11, for netop at vise, at Jesus’ brødunder er en direkte parallel til mannaen i ørkenen.

I samtalen med Filip i vers 6 kan vi se, at Jesus havde iscenesat dette brødunder. Jesus ville bevidst linke sig selv til mannaen i ørkenen, så folket og disciplene kunne se tegnet. Tegnet på, at deres konge var kommet. Tegnet på, at han er profeten, der kunne opfylde deres dybeste behov.

Men han valgte at gå sin vej

Men han valgte at gå sin vej. Da de ville tvinge ham til at være konge, gik han sin vej. De forstod, at underet var et tegn, men de misforstod tegnet. De forstod, at Jesus er kongen, men de misforstod kongen. De forstod, at Jesus kunne opfylde deres dybeste behov, men de misforstod, hvilke behov de dybest set havde.

Eller sagt på en anden måde: De ville have det, Jesus kunne give. Brød, sejr, helbredelse. De så Jesus som midlet til at nå deres mål. Han skulle være kongen, som kunne opfylde deres dybeste behov. Men Jesus ville være deres mål – ikke deres middel. Han ville være deres dybeste behov. Jesus ville ikke bare give dem brød – han ville være deres brød. ”Jeg er livets brød”, forklarer han senere i kapitlet. Jesus ville være deres mål – ikke deres middel.

Målet – ikke midlet

Nu går det pludselig tæt på os også. Vi synger, at Jesus er kongen. Ja, men hvilken konge? Vi er enige med folkeskaren om, at Jesus er profeten, befrieren, Messias. Menneske og Gud i samme person. Men hvilken Messias? Hvilken befrier er han? Hvad skal han befri dig fra?

Jesus gav dem et tegn på, hvem har er. Et tegn på, at han er selve livets inderste kerne. Det brød, de skal leve evigt af. Et tegn på, at han vil befri dem fra selve dødens tomhed, ondskabens mørke og deres indre oprør mod Gud. Folkene i Galilæa misforstod ham. De ville gerne nøjes med at blive fri fra romerne. Men Jesus gik sin vej.

Hvilken Messias er Jesus? Hvad skal han befri dig fra? Hvad skal han befri mig fra? Hvis han bare skal sørge for, at du har det godt, at børnene kommer sikkert hjem og at svigermor bliver rask igen, så skal du regne med, at han går sin vej.

Hvis han derimod får lov at komme helt derind, hvor dit liv har sit udspring. Helt inde i din inderste, dybeste personlighed. Der, hvor han er selve målet – ikke midlet til at opnå noget andet. Hvis han får lov at komme derind, så bliver han. Så vil han være profeten, Gud selv, livets kilde. Så vil han skabe liv og give alt muligt andet i tilgift! Fordi Jesus ikke er midlet til at få noget andet, men selve målet for dit og mit liv. Og her slutter prædikenen.

Må vor Herre Jesu Kristi nåde,

Gud vor Fars kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle.