Jeremias i bakspejlet

Fortælling om Jesus

Forvandlede hjerter

Forandrede liv

Jeremias i bakspejlet

Søndag efter menighedsdag, Jer. 31,31-40

Præst Mathias Secher Rom

 

Jeremias’ tid

Jeremias var profet i Jerusalem under en masse tumult og endnu større magtkrige end dem, vi ser i dag. Babylon og Ægypten sloges om de landområder, som lå imellem dem, så Jerusalem var i en lang årrække skiftevis belejret af først Babylon, så Ægypten, så Babylon osv. Det ender med at Babylon i tre omgange deporterer jøder fra Judas område, og den tredje gang lægger de Jerusalem i ruiner. Under disse omvæltninger lægger Jeremias stemme og krop til Guds kald til omvendelse og Guds dom. Vi hørte historien i går, og ingen ville på noget tidspunkt høre og acceptere Jeremias’ budskab. Det hele ender i en tragedie, hvor flertallet af jøderne flyttes i eksil til Babylon, mens Jeremias tvinges med på flugt til Ægypten, hvor han dør.

Men det slutter ikke der. Gud er stadig med jøderne. De har profeten Ezekiel hos sig i Babylon. Og Gud har igennem Jeremias efterladt et fantastisk budskab til trøst og opmuntring, når nu jøderne sidder der ved Babylons floder og græder. De har tabt Jerusalem, de har tabt Herrens tempel, og de ved, at det er deres egen skyld. Disse vers fra Jeremias 31 er et af de absolutte højdepunkter i Gammel Testamente, hvor Gud brænder igennem med sin plan. Han vil lave en ny pagt, en ny juridisk bindende aftale, i forlængelse af den gamle.

 

Pagtens historie

For at forstå det, skal vi helt tilbage til Adam og Eva. Allerede da Adam og Eva havde brudt fællesskabet med Gud, viste Gud, at han havde en plan for at genoprette fællesskabet. Evas fjerne slægtning skulle knuse slangen Satans hoved. Dette løfte bliver udfoldet i løbet af det gamle testamente som en historie af pagter. Noa blev frelst gennem de dræbende vandmasser, og så derefter regnbuen som en tegn på den pagt Gud genstifter. Aldrig mere vil jeg udrydde jordens befolkning. Abraham får lov at se lidt mere af den pagt, som Gud har indgået (ca. 2000 f.Kr.). Gud udvælger Abraham blandt et folk afgudsdyrkere, beder ham forlade hus og familie og gå i tro. ”Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. I dig skal alle jordens slægter velsignes. ” Nu vælger Gud altså en mand og hans efterkommere, som skal blive redskaber for at gennemføre Guds pagt. Ikke bare en velsignelse for Abraham og hans efterkommere, men for hele jorden. Da så Moses nogle hundrede år senere kommer til, løfter Gud sløret for, hvad denne pagt nærmere indeholder. De oplevede udfrielsen af slaveriet i Ægypten, så Guds herlighed på Sinajs bjerg og lærte Guds vejledning at kende for et godt liv og forhold til Gud. Det var en lov, som man aldrig havde set mage til, og som vores lovgivning stadig bygger på. Gud slutter også en pagt med David ca. år 1000 f.Kr., og siger, at en af Davids efterkommere, vil skabe et evigt kongedømme, hvor Gud skal regere. David fik bare ikke at vide, at hans efterkommer hed Jesus. Gud er stadig den samme som på Adam og Evas tid, og den juridisk bindende pagt er stadig den samme. Men Gud udfolder mere og mere af pagten. Som en konkylie, der udvider sig selv omkring det samme centrum.

 

Og nu kommer så Jeremias. For første gang fornemmer vi, at der er en form for brud med historien. Pagtens historie får et knæk, og bliver drejet i en ny retning. ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre” (v. 31). ”De brød min pagt” og jeg måtte forny den igen og igen. Men nu lægger jeg ”min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. (…) For alle kender mig (…) Jeg tilgiver deres skyld”

 

Den nye pagt. Da Jesus senere indstiftede nadveren, sagde han ”Dette er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Alle, også disciplene, kendte Jeremias’ løfte om en ny pagt, og Jesus sagde nu, at han ville oprette denne nye pagt med sit eget blod. For jer til syndernes forladelse. Denne juridisk bindende aftale er det kun Gud, der underskriver. Grundlaget for pagten er, at han, Jesus, tilgiver synderne og genopretter fællesskabet. Jeremias åbner altså munden på denne pagtskonkylie, så den spiller fanfare som en trompet: ”Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd”.

 

Ensidig pagt

… men konkylien, pagten er stadig den samme. Hvis vi går tilbage i historien, ser vi, at pagten hele tiden har været utroligt ensidig. Når man lavede en pagt på Abrahams tid, og det gjorde man ind imellem, så tog man forskellige dyr, skar dem midt over og lagde halvdelene på hver sin side af en sti. Derefter gik de to parter igennem stien sammen, og udtrykte dermed, at hvis jeg bryder min del af pagten, skal det gå mig som de oversavede dyr, vi går imellem. Det var også dette, som skulle ske, da Gud ville lave en pagt med Abraham i 1. Mos 15. Abraham skar dyrene over og lagde dem, så de formede en sti. Men da de skulle til at gå igennem stien, faldt der en dyb søvn over Abraham, og han så, at Gud selv gik igennem stien – uden Abraham. Gud sagde til Abraham, og denne pagt imellem os to, er det kun mig, der kan gennemføre!

 

Og da Gud lavede pagten med Moses og gav ham de 10 bud, indleder Gud med at sige: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (1. Mos 20,1). Jeg er Herren din Gud! Uanset om du vil det, eller ej. Du må ikke have andre guder end mig, osv. Så pagten med Jeremias har samme centrum, som pagten med Adam, Noa, Abraham, Moses, David og de andre.

 

Afgørende nyt

Alligevel var der noget afgørende nyt. ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. ” Guds pagt med Israel bar hele tiden præg af, at Israel ikke ville være med. Gud indstiftede igen og igen pagten ensidigt. Men pagten indebar Israels lydighed. De havde Guds gode lov på to stentavler, men Israel ville ikke adlyde. Derfor siger Gud nu ”Der kommer dage”, hvor jeg skriver min lov i jeres hjerter. Gud vil ikke ophæve loven, men han ændrer dens funktion. Før var loven en præmis for at pagten blev opretholdt. Nu vil loven blive overholdt, fordi Gud lægger den i de troendes hjerter. Lovoverholdelsen går fra at være pagtens betingelse til at blive pagtens resultat.

 

Så Gud vil altså oprette en ny fortsættelse af den gamle pagt (juridisk bindende aftale): den bygger på, at Gud vil være deres Gud og tilgiver deres synd, og pagten resulterer i, at loven bliver lagt ned i hjerterne.

 

Alt det her sker som sagt 600 år senere, da Jesus ofrede sit eget blod, døde og derefter rejste sig op af graven. Disse vers er altså hele det nye testamente, kogt ned til en bouillonterning.

 

Israel

Alt dette blev sagt til Abrahams efterkommere, Israel. Ikke til os! Men når vi læser i det nye testamente, får vi at vide, at pga. Jesus’ død, får vi lov til at være med i det fine selskab. Romerbrevets forfatter, Paulus, bruger det billede, at Israel er et ædelt oliventræ og vi er et stakkels vildskud. Men når vi tror på Jesus, bliver vi podet ind på det ædle oliventræ, og bliver en del af det. Derfor må vi også tage Jeremias’ løfter til os.

 

Når Noa blev i tvivl, så skulle han kigge op på regnbuen. Den var blevet garant for, at Gud holdt sin pagt. Vi kan også blive i tvivl. I tvivl om, hvorvidt pagten stadig gælder mig. I tvivl om, hvornår Gud nyskaber himmel og jord, så hans gode vilje og lov får plads til at gennemsyre alt – ikke kun delvis, som det er nu. Når vi bliver i tvivl, skal vi læse i Bibelen og se på Israel. De er blevet vores garant for, at Gud holder sin pagt. Det kan vi se i tekstens midterste del. Gud siger, at Israels folks eksistens er lige så sikker som solens, månens og stjernernes lys.

 

Israels folk oplever en stærk kristen, messiansk vækkelse i øjeblikket. Men de er ofte stadig Guds ulydige folk. Som kristne behøver vi ikke være enige i alle Israels politiske beslutninger. Men deres blotte eksistens og Guds tålmodighed med dem er vores garant for, at Gud holder sin pagt med os.

 

Gud tilgiver din skyld og husker ikke længere på din synd. Han vil være vores Gud, og vi skal være hans folk.

 

 

 

Hvornår

Hvis der ikke står andet i kalenderen,

holder vi gudstjeneste kl 10.00

 

 

 

 

Hvor

Skolegade 23

6740 Bramming