Bramming Frimenighed

Hjælp!

2. søndag i fasten, Mat. 15,21-28

Mathias Secher Rom, præst

Hjerteskærende

Hvis vi sætter tempoet ned, bliver vi vidner til en hjerteskærende hændelse.

Jesus er taget op til området ved Tyrus og Sidon, det nuværende Libanon, som ligger uden for Israel, langt væk fra al den opmærksomhed, han fik der. Måske sådan lidt ferieagtigt. I hvert fald vil Jesus og disciplene trække sig lidt tilbage. Så kommer kvinden, en arabisk kvinde. Kvinden er desperat. En ond ånd piner og plager hendes stakkels pige, og hun kan ikke stille noget som helst op. Hun råber ikke bare, hun skriger (står der i originalteksten)! ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Jesus svarer hende ikke et ord. Disciplene foreslår endda: ”Kan du ikke bare sende hende væk? Hun råber sådan, det er da træls at høre på!” Jesus svarer disciplene lidt kryptisk, at han kun er sendt til Israels børn.

Da kvinden ikke rigtig får nogen reaktion kommer hun helt hen til Jesus, kaster sig for hans fødder, og beder: ”Herre, hjælp mig”.

Igen svarer Jesus lidt kryptisk med et billede om, at børnenes brød ikke skal gives til hundene, hvortil kvinden svarer, at hundene da får lov at få krummerne, der falder på gulvet. Igennem hendes insisterende bøn og deres lille ordveksling aflæser Jesus hendes tro, og han hjælper hende. Dæmonen farer ud af datteren og hun får sig eget ’jeg’ igen.

Jesus! Hvad bilder du dig ind?

Jeg får lyst til at spørge: ”Jesus! Hvad bilder du dig ind? Hvordan kan du, der selv er kærlighedens inderste væsen, trække kvindens pine sådan i langdrag? Du, som selv har skabt kvinden og datteren og om lidt vil dø en pinefuld død, for at hun de kan blive frelst – hvorfor holder du kvinden på pinebænken på denne måde?” Jesus, hun skriger sin inderste smerte ud, og du svarer med tavshed!

Disciplene

Disciplene er de første der reagerer. ”Send hende væk!”. Det er da i det mindste klar besked. De er godt nok kyniske og ufølsomme, og jeg væmmes ved deres afvisning. Lige indtil jeg kommer i tanke om, hvordan jeg selv reagerer i den situation. Har nogen af jer været på ferie ude i den store verden, hvor fattigdom og tiggere er synlige på gaden? Hvad var jeres reaktion på feriens første dag? Hvad var jeres reaktion feriens sidste dag? Fik I ikke også lyst til at sende dem væk, så de ikke ødelagde den gode stemning? Jeg må indrømme, at jeg selv har gjort det mange gange! Så måske skulle jeg ikke have så travlt med disciplenes reaktion...

Men Jesus udfordrer mig.

Forhold

Vi kan kigge på et par kulturelle forhold, som spiller ind.

- Jesus var jødisk rabbiner og kvinden var araber. Ingen jøde forventede, at Jesus skulle svare hende. Det blev anset for uværdigt for en højtstående jøde at tale med en lavtstående – endda arabisk – kvinde. Det var endnu mere upassende, end hvis vi stoppede op på en charterudflugt, og begyndte at snakke med tiggerne på gaden. Det ville være kulturelt upassende for Jesus at svare hende.

- Derudover kom kvinden på det forkerte tidspunkt. Det var endnu ikke hedningernes tid. Ifølge Guds timing var det stadig kun jødernes tid.

Ikke desto mindre er det første gang, vi hører, at Jesus ikke svarer på en bøn. Jesus plejede altså at reagere på folks henvendelser. Han respekterede sjældent sådanne kulturelle regler.

Derudover har vi også et andet forhold:

- Vi oplever jævnligt det samme som kvinden. At Gud er tavs. At Gud ikke svarer på vores bøn. Det er sjældent, man vil kunne høre en sindig jyde skrige efter Gud, men hvor mange af os har ikke sendt lydløs råb afsted? Så grib dog ind, Gud. Kan du ikke se, hvad der foregår? ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn”! Vi møder ind imellem den samme tavshed som kvinden. Det er ikke længere kun jødernes tid. Og nogle af os er ikke engang kvinder ;-) Alligevel kan vi møde Guds tavshed.

Kvinden vinder

Hvad er det, der sker videre i beretningen? Kvinden vinder! Kvinden besejrer Jesus! Kvinden er så insisterende i sin bøn om, at Jesus vil forbarme sig over hende – at han til sidst gør det. Hun respekterer ikke disciplenes afvisning, hun respekterer ikke Jesus’ afvisning, hun kæmper videre, indtil han forbarmer sig over hende. Hun er ikke jøde, men hun ved, at Davids søn er verdens Herre, og at han er den eneste, der kan redde hendes datter.

Ud fra ordvekslingen kan vi læse, at kvinden kender sin plads. Hun ved, at hun ikke har gjort sig fortjent noget som helst fra Jesus. Hun ved, at det er uden for ret og rimelighed, det hun har gang i. Men hun ved, hvem Jesus er. Og derfor ved hun også, at bare den mindste lille krumme fra Jesus’ bord er mere end rigeligt. Det er alt, hvad hun ønsker. En lille krumme barmhjertighed, og alt vil være godt! Hun får, hvad hun tigger om.

Men hun får lov til at vente.

Vent på Gud

”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud. … Vent på Gud … For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud” læste vi i salme 42.

I børnesangen sang vi

Sommetider siger Gud JA, når jeg ber’.

Sommetider siger Gud VENT, når jeg ber’.

Sommetider siger Gud NEJ,

kun fordi han elsker mig,

men jeg ved, han altid svarer, når jeg ber’.

Det er en vigtig børnesang, som både vi og børnene må tage til os. Sommetider siger Gud NEJ, kun fordi han elsker mig. Det er en vigtig sandhed, som vi må tage op en anden gang! Men den sidste linje holder altså ikke vand; ”jeg ved, han altid svarer, når jeg ber’”. Jeg ved, han altid hører, når jeg ber’ – ja, men nogle gange svarer han altså ikke! Når Gud siger VENT, er det som regel lydløst. Sommetider er Gud TAVS, når jeg ber’!

Ømme punkter

Her rammer vi et ømt punkt i vores kultur. Vi er ikke længere vante til at vente. Hvis jeg vil vide noget, googler jeg det bare. Kommer jeg for sent, sender jeg en sms, så de ikke skal vente. Hvis jeg vil til Hartzen, kan jeg bare sætte mig ud i bilen og køre. Osv. Vi venter meget lidt i Danmark i dag.

Jesus og kvinden rammer også et andet ømt punkt hos os. Vi lever i rettighedernes tidsalder. Vi mener at have ret til det meste. Det er en fremmed tanke for os, at en dæmonbesat ikke har ret til at blive sat fri. Det er en fremmed tanke for os, at vi ikke skulle have ret til at være raske, at have et godt arbejde, at vi ikke har ret til velstand og fremgang. Vi insisterer på vores rettigheder, ”Because I’m worth it!”, som l’Oreal reklamerne siger det.

Måske kommer vi også nogle gange til at se Guds barmhjertighed som en rettighed. Som en automat, hvor vi putter ”Herre, forbarm dig over mig” ind i automaten, og så modtager ”Det skal ske dig, som du vil.” i den anden ende af automaten. Som en rettighed. Men pludselig sker der ikke noget. Vi putter flere og flere ”Herre, forbarm dig over mig” ind i automaten og slår lidt på siden af automaten, men der sker ikke noget. Automaten er tavs.

Bliv ved

Jeg vil ikke prøve at komme med billige forklaringer på Guds ventetider. Tavsheden gør ondt, og det skal den have lov til!

Når vi oplever Guds tavshed er det imidlertid afgørende, hvad vi stiller op med den. Vi har to muligheder. Den ene er at give automaten et ordentligt los, blive fornærmet og gå vores vej. Hvis vi alligevel ikke får noget ud af vores ”Herre, forbarm dig over mig!”, kan det også være lige meget. Vi kan skrotte Gud, når han ikke svarer.

Vi kan også indse, at Gud aldrig har været nogen automat. Indse, at Guds barmhjertighed ikke er noget, vi har ret til. Kvinden fik lov at vente. Måske fordi hun skulle lære noget i tavsheden. Måske fordi vi og disciplene skulle lære noget i tavsheden. Måske bare fordi. Men hun vidste, at Jesus var hendes eneste håb, også selvom hun ikke havde ret til hans barmhjertighed. Og derfor blev hun ved. Vi skal gøre det samme, når vi møder tavsheden. Fordi Jesus siger, at ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh. 6,37).